Tyende Sang

Her kommer fra Dybet den mørke Armé
Og fordrer af Verden et Svar
Skjønt Dagningens Glimt I vor dryppende Le
Er al den Fane vi har
Vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
Og Løfter I Vejret på Skjændselens Bræt
Den Tusindaars-Lænke, vi bar

Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad
Kun denne vor skorpede Haand
Til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad

Vi harved din Ager, vi skar dine Neg
Vi strigled din blommede Hest
Vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg
Naar selv du gik pyntet til Fest
Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm
Hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm
Og Svindsoten kommer som Gjæst

Vel er vi en kuet og slidende Hob
Kun Trælle I Velstandens Gaard
I Samfundets Aske en nedtrykket Job
Der skraber sin Byld med et Skaar
Snart svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn
Se op, Kammerater, det lysner I Sky’n
Befrielsens Malmklokke slaar!

Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo
Hvor dundrende Plejlene gaar
Kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo
Se ud fra de hældende Vraa’r!
For Fronten Reveillen nu løfter sin Klang
Lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang
Jer Dagning paa Ruderne staar

Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind
Og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind
Og Rester af Letsindets Skat

Da pløjer vi muntre vort bølgende Land
Naar først vi har friet vor kuede Stand
Fra Tusindaars-Trældommens Nat