En Myrmylne

En Efteraarsdag
saa kold, saa skønn
strøg jeg af Sted
Med gyldne røde
prangende føre mig
blev jeg liden igen

En sval Bris
let mod mit Kind
som en Hiertenskærs Strygen
Sitrende jeg laver
i duggfrisk Lyng
mit Hierte slaae sin Rod

Myrerne stuves
for sit røde Guld,
hvis Blussen tilstases
mit Hy og Huld
Mit Spand nu fyldes
-just som mig

Mit Spand hartad læns
stadig trinte jeg
i Skoven længer ind
mod gemte Lænder
smykked i Guld

Hist fore mig
i Skoddefavn
Bjørken røber sin Lønegang
mod Myrerne
i fuld Troldpuds
mit Føtt slaaer sin Rod

Op ifra Søkket
op ifra Skoddehav,
en duvende Mylne
hos Tørvfolket stod
Dødmand byder
sin Dødkone op

Forføred af Løden
om Myrens smukke Guld
Forsømmed jeg Døden
kring Multens vonde Kuld

Multens Greb nu omkring mig slog
og lokker mig længer ud paa Lunsemyr
--mens Dødens Vals tiltog

Tørvens Greb haardt omkring min Fod
og trækker mig ned mod min vaate Grav

Min Krop saa tung, saa hvilkekær
fredsælt min Vilje her bleges af

Dødmand om
sin Dødkone
Hænderne hævet
over Hoved

En Aattetur
i evig Rundgang
-slig gaaer Dødens Vals

Høire Haand
tvunded i hendes
Venstre Haand
tvunden i hans

Til Toner
af Raaten gik
Mylnen med en Oddes Savn
Hvis Multerne
saa til næste Høst
min Danseuse vilde skænke mig