Ihjel Han Sig Selv Dræbte

Fjern er den ikke, tiden som var
Fortabt sit lod, og intet glæde
Nu i mismod følte sig hjemme
Nu skal tågens dunst og mosen drage ham til sig
Guder venter hans komme, den måne syge kalder
Tag imod ham i gamle guder
Ned i det evige dyb af mørke
Ned hvor forfædre hviler i skyggeriget

I hans blod render en sorg der aldrig stopper
På hans dolk drypper og damper skorpionens sorte gift
Ind i den glødende røg over alt ham omsvøbt
Hvor han ør uden isende frygt
Utømmelig sorg og smerte
I det isfulde hav af sorte tårer
Guder venter hans komme
Kalder hans sjæl til sig
Hans hjerte hamre, mørkt og hårdt
Tag imod ham i gamle guder

Intet glæde tiden viser,
Vil med smerte dø og blive et med sin sjæl
Hans dobbelt væsen vil nu sejre
Ihjel han sig selv vil dræbe
Med dolke stød han spider sit hjerte
Hans ego vil nu synke hen
Nu ligger hans krop død på den kolde jord
Kun den tomme røst er tilbage

I gravhøjens sten hans sjæl nu sidder
I gravhøjens sten hans sjæl nu sidder