Om Hundrede Aar Er Alting Glemt

Jeg driver iaften og tænker og strider,
Jeg synes jeg er som en kantret baad,
Og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
Saa ser jeg mig ingen raad.
Men hvi skal jeg være så haardt beklemt?
Om hundrede aar er alting glemt.

Da hopper jeg heller og synger en vise
Og holder mit liv for en skjøn roman.
Jeg æter ved gud som en fuldvoksen rise
Og drikker, drikker som bare fan.
Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?
Om hundrede aar er alting glemt.

Saa stanser jeg virkelig heller striden
Og ganger tilsjøs med min pinte sjæl.
Der finder nok verden mig engang siden
Saa bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede aar er alting glemt.

A nei, det er bedre at rusle og leve
Og skrive en bog til hver kommende jul
Og stige tilslut til en versets greve
Og dø som romanens mogul.
Da er der blot dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede aar er alting glemt.