En pramdrager står fast på gyngende grund
Sit hjerte har han lagt på Gudenåens bund
To hænder er skabt til at stå imod
Men aldrig har man rørt
En piges bløde hud

Dag ud og dag ind
Han trodser regn og vind
Frem ad åen til mørket tar' ham hjem
Igen og igen
Til mørket tar' ham hjem

En pramdrager har rod
I tidens flygtighed
Når mørket sænker sit hoved
På havnens fjerne bred
Så går han I land, men sjælen har han her
Hans hånd rækker ud mod flodens dybe vand

Dag ud og dag ind
Han trodser regn og vind
Frem ad åen til mørket tar' ham hjem
Igen og igen
Til mørket tar' ham hjem